Birthe Arnholtzs (1.gren) digt ved slægtsfesten d. 28. oktober 2006:
- En ode om tidens gang
Der var engang en slægt –
dem er der mange af –
men min er bedst,
for den går langt tilbage,
helt til Hans og Trines dage.
Hvordan gik det da med dem?
Jo, de sad i deres hjem –
og fik en masse børn,
hvis efterkommere er her til stede,
lige fra Alfred til lille Frede.
Hør blot en stund på fortidens tale,
så vil jeg ”gamle dage” fremmale,
så skal I høre meget om,
hvorfra i slægten mon I kom,så I kan finde bedre vej i slægtens mange grene:
SYV er på slægtens scene!
Og spørger I, hvorfor netop jeg
nu har rejst mig og stillet mig til rette?
Det skal jeg straks berette.
Se, en slægt er som en blomstergård
der skifter efter sol og vår
med knop og frø af alle arter.
Hvis nu med min bedstefar vi starter:
Han – Søren Peter – var den ældste søn,
hans datter Inge, lys og køn
fik atter sig en datter:
det er jo mig, jeg håber, at I fatter,
derved blev jeg jo ældst som barn
af børnebørnenes store skare –
og første oldebarn – tænk bare!
På billedet I ser mig sidde på Trines skød,
en oldemor så kær og sød.
Jeg husker, vi hver sommer
til Kristiansgård ankommer.
Her boede hun i ældre år
hos Jens og Jette,
der med tiden får
5 børn, som særlig godt jeg kender:
de var altid mine gode venner.
Dog huskes særligt de besøg,
nu gennem tidens tågerøg
står de som kære minder –
og deres børn og børnebørn i aften her vi finder.
Jeg husker meget skal I se:
faster Anna og Dines med døtre tre
og sønnen Jens, og blandt deres børnebørn
skal det nu vise sig, om Bent har styr på slægten?
Hans flid tynger meget på vægten.
Hos tante Dea og onkel Christian tit
min bror og jeg var på søndagsvisit.
Vi leged` med Grete og Ingeborg
og fulgte dem senere år for år
og værdsatte deres ægtemænd Axel og Hans.
Tante Grete (trods alder) tog sig godt ud i dans
Når vi var til møde eller fest.
Ved bryllup gik det allerbedst,
her mindes jeg stadig Asta og Viggo`s bryllupsfest,
hos onkel Aksel vi plukked`violer til brudebuket,
og tænk: jeg opleved` siden hen
at være med til deres sølvbryllup igen.
Dernæst:
Onkel Martin og sønnen Åge med døtre søde,
dem besøger vi stadig hver gang, der er møde!
Hos Tove og Jens er der godt at være,
derfra vi blomster til Hans og Trine bære.
Tante Karoline og onkel Frederik huskes især:
hun var min bedstefar særlig kær:
hans ”lillesøster” og deres børn,
for dem var han deres ”onkel Sør`n”.
Nu må jeg vist stoppe,
har SYV jeg nævned?
Jeg ved, hvor mange til mødet er stævnet!
Slægten har vokset sig rigtig stor,
og med unge familier den stadig gror.
Jeg må slutte med tak til de gamle venner,
som ej er mere, jeg kærligt sender
dem vor hilsen og ærbødig ære
i mindet om vore mange fraværende kære.
Til sidst vil jeg takke den blonde pige,
der fra hun var lille, her fandt sit rige.
Du kender dem alle og fortjener stor pris
for dit formandsskab på fortrinlig vis.
Tak, Vibeke, fordi du tog sagen i hånd
og stadig knytter slægtens forskellige bånd.
En tak til jer alle, som lod mig fortiden male,
tak fordi I hørte det ”gamle” barnebarns tale.
Med kærlige hilsener til jer alle – det var dejligt at se jer!