Ved legatfesten, lørdag d. 29. oktober 1988 v. Gudrun Fredslund, 5. gren:
Jeg synes, at vi, der nu er blandt de ældste ved dette familiemøde, har en forpligtelse til at fortælle lidt om vores morbror eller farbror – onkel Søren, som vi kaldte ham – der jo er den egentlige anledning til disse legatfester.
Onkel Søren oprettede dette legat d. 28. oktober 1934 , på sin fars 100 års dag, til minde om sine forældre. Derfor bærer legatet deres navn: ”Gårdejer Hans Sørensen og hustru Kirstine Katrine Sørensens familielegat”.
Legatets oprettelse blev fejret ved en fest på Kristiansgård. Der var telt i haven med middag og mange gode taler. Onkel Sørens var den bedste.
Andre sagde tak for hans store gave til hele familien.Om eftermiddagen havde nogle af gæsterne, vel først og fremmest de syv søskende med ægtefæller, besøgt Holmgård i Havrebjerg, der var bedstefars fødehjem.
Af ægtefæller ved den lejlighed var der dog kun 6, idet morbror Aksels kone, tante Elna, allerede var død i 1921.
Holmgård blev også de første børns barndomshjem. Siden flyttede de til en mindre gård og sidst til Kristiansgård i Løve.
Efter Havrebjergturen var vi vist alle i Vester-Løve kirke og på kirkegården, hvor bedstemor og bedstefar ligger begravet.
De gik tit i kirke i Vester-Løve og besøgte gerne bagefter morbror Martins, som jo boede i nærheden. I dag er det Tove og Jens, der har gården, som nu er bygget om efter en lynbrand.
Jeg har arvet mange avisudklip om onkel Søren efter bedstemor. Jeg vil læse et par linier af forskellige.
Dette er fra en artikel i Berlingeren:
”Ved siden af at være den fremragende videnskabsmand er professor Sørensen tillige én af dansk videnskabs mest sympatiske repræsentanter. Hans stilfærdighed og beskedenhed er forenet med en naturlig og stilfuld værdighed”.
Bladet ”Dansk Arbejde” skrev efter onkel Sørens død bl.a.:
”Professor Sørensen var som så mange andre af åndens store født og opvokset i jævne kår. Hans forfædre har været sjællandske bønder i mange led tilbage i tiden, og han voksede op sammen med seks søskende i den fædrene gård i Havrebjerg. Det er sikkert ikke mindst den oprindelse, der forklarer det lette og praktiske greb på tingene og den menneskelige forståelse, hvormed han forenede sine videnskabelige evner”.
Der står jo meget andet i udklippene af videnskabelig karakter – og det er jo det vigtigste – men det er dette med hans gode menneskelige måde at være på, som vi i hans familie bedst forstår. Det er det, vi værdsætter og beundrer ham for, og som vi skylder ham stor tak for – og det er det, jeg synes, vi skal tænke på og fortælle om til vore efterkommere